Westlich der Westbank


Der Konflikt zwischen Israel und Palästina sei schwerer zu lösen als je zuvor, heißt es in einem neuen Buch eines Wissenschaftlers aus dem Nahen Osten.

Fafner kritisiert regelmäßig in MODERN TIMES. Lebt in Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Veröffentlicht am: 2018
Die Grenzen des Landes. Wie der Kampf um die Westbank den arabisch-israelischen Konflikt gestaltete

Als im September 1993 die Osloer Abkommen unterzeichnet wurden, gab es 111.600 israelische Siedler im Westjordanland. Einschließlich Ostjerusalem, des Gazastreifens und der Golanhöhen betrug die Zahl 281.800.

Heute hat die Zahl der in besetztem Gebiet lebenden Israelis längst die 600.000-Marke erreicht. Die Oslo-Abkommen, die die Errichtung eines unabhängigen palästinensischen Staates innerhalb eines Zeitraums von fünf Jahren optimistisch beschrieben haben, werden von den meisten als Fehlschlag der Vergangenheit angesehen, und es ist schwer zu erkennen, wie eine Zwei-Staaten-Lösung für den israelisch-palästinensischen Konflikt aussehen kann kann in die Realität umgesetzt werden.

Staukonflikt. Die vielen Siedler sind ein konkretes Beispiel dafür, wie hart der Konflikt ist. Ein weiterer Grund sind die rund 6 Millionen palästinensischen Flüchtlinge, die weiterhin ihr Recht auf Heimkehr einfordern. Elemente wie diese zeichnen das Bild eines Konflikts um ein Land, das immer schwerer zu teilen ist, weil zwei Menschen für dasselbe Land kämpfen und weil Glaube und Kernideologie eine immer wichtigere Rolle spielen.

Sie sind versucht anzunehmen, dass es früher einfacher war, das herauszufinden. Dass ein Kompromiss erreichbar sein könnte. Vom ersten Nahostkrieg nach der Gründung des Staates Israel im Jahr 1948 bis zum Schicksal von 1967 war die Westbank dort. Das Gebiet, etwas größer als der Bezirk Akershus, war unter jordanischer Besatzung, aber es gab keinen einzigen Siedler, und genau das ist es, woran wir heute denken, wenn wir über einen zukünftigen palästinensischen Staat sprechen.

Die Zahl der in besetztem Gebiet lebenden Israelis hat heute längst 600 erreicht.

[ihc-hide-content ihc_mb_type = ”show” ihc_mb_who = ”1,2,4,7,9,10,11,12,13 ″ ihc_mb_template =” 1 ″]

Palästinensische Statisten. In seinem neuen Buch beschreibt Avshalom Rubin, ein Nahost-Analyst am US-Außenministerium, wie der Konflikt um die Westbank in diesen 19 frühen Jahren den Konflikt mitgeprägt hat. Ausgangspunkt ist die lokale Bevölkerung, die Palästinenser. Sie waren von Anfang an mehr oder weniger der Rolle der Statisten zugeordnet. Die PLO und die palästinensische Nationalbewegung erblickten erst spät das Licht der Welt, als die Westbank das Spiel mit völlig unterschiedlichen Interessen mit Bällen bewarf.

Abonnement NOK 195 Quartal

Det var en tid, hvor den egyptiske leder, Gamal Abdel Nasser, gik i nationalt fællesskab med Syrien og i det hele taget søgte at gøre sin regionale indflydelse gældende. Som bagtæppe rasede den kolde krig, hvor både USA og Sovjetunionen kæmpede om herredømmet i regionen og derfor spillede alle ud mod hinanden. Midt i denne kappestrid lå Jordan, et forarmet kongedømme, der når som helst kunne blive løbet over ende af et ekspansionslystent Irak, men alligevel formåede at holde tungen lige i munden.

Seksdagerskrigen – en forløsning? Israelerne vaklede. De indgik stiltiende ikkeangrebsaftaler med kong Hussein i Amman, som for sit vedkommende sikrede roen på Vestbredden. Men tanken om at Jordan kunne falde i hænderne på irakerne, eller på den egyptisk-syriske alliance, talte i flere politikeres øjne for en erobring af Vestbredden, for at komme denne strategiske trussel i forkøbet. Det var også i denne sags tjeneste, at Israel i de år stablede sine atomprogrammer på benene. Krigen i 1967 kom derfor som en slags forløsning – samtidig med at den blev indledningen på Israels nuværende tragedie. Hvad nu?

Landets politiske ledelse var stærkt delt. Den ene fløj holdt på, at man omsider havde skaffet landet strategisk dybde og derfor skulle beholde Vestbredden. Eller i hvert tilfælde dele af området. Og på den anden side advarede man om følgerne af besættelsen og af at lægge en stor palæstinensisk befolkning under sig.

Oslo-avtalene står som en diplomatisk oppvisning med gode intensjoner som løp på grunn.

Ingen ny problemstilling. Det interessante er imidlertid, at dette ikke var nogen ny problemstilling. I en længere årrække forud for 1967 havde dette dilemma været en del af Israels politiske debat. Derfor var holdningerne allerede cementerede, og det handlingslammede på mange måder den israelske ledelse. Højrefløjens Menachem Begin frygtede at en annektering af Vestbredden ville isolere Israel internationalt, mens arbejderpartiets Yigal Allon insisterede på at man skulle sætte sig fast på i det mindste Jordandalen for at have en bufferzone mod kommende angreb fra øst.

Dette gav spillerum for kræfter, der ville noget andet. Ingen havde politisk åndsnærværelse til at standse de første bosættere, da de drog ud for at skabe kendsgerninger i landskabet. For de var på mange måder de eneste, der ikke var i tvivl om noget. De havde et klart mål.

Komplisert konflikt med historiske røtter. For den store majoritet var Vestbredden slet ikke hovedsagen. Man så besættelsens moralske dilemma, og man så de strategiske udfordringer, men i bund og grund handlede det om landet vest for Vestbredden – altså selve Israel. Det gør det på sin vis stadig. Men fortidens delte meninger og deraf følgende ubeslutsomhed skabte grundlaget for at konflikten i dag forekommer endnu mere uløselig. Set i den optik kommer Oslo-aftalerne derfor til at stå som en diplomatisk opvisning med smukke intentioner, der løb på grund, fordi problemet består af meget mere end resultatet af seks dages krig i 1967. Og det skal man også holde sig for øje, når man i dag taler om en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

[/ ihc-verstecken-Inhalt]

Lieber Leser. Sie haben jetzt 1 freie Artikel diesen Monat übrig. Fühlen Sie sich frei, einen zu zeichnen Zeichnung, oder melden Sie sich unten an, falls Sie eine haben.