Planlose Spaziergänge


Auf ihrer Suche nach dem eigentümlichen Norweger liefert die dänische Autorin Suzanne Brøgger einen sehr fragmentarischen und unzusammenhängenden Text.

Ständiger Mitarbeiter von MODERN TIMES.
Email: moestrup@gmail.com
Veröffentlicht am: 2018
Norwegisches Omelett
Autor: Suzanne Brøgger
Verlag: Gyldendal, Dänemark

Die dänische Autorin Suzanne Brøgger wird nach Norwegen gebracht, um zu fotografieren, was auch immer die Norwegerin sein mag. Sie schlendert auf dem Most herum und sieht, worauf sie stoßen kann.

Daher geht es in der Arbeit möglicherweise immer noch um Brøgger. Natürlich und überall. Wie hier auf dem Weg zum Ausgang des Red Bowler: "Der Schlagsahne-Vagabund hat seine Bäume und frisch abgeernteten gelben Felder verlassen, um sich am Flughafen Kopenhagen zu verirren, der sich von Minute zu Minute verändert. Störungheißt es. Es war einmal eine Zeit, in der ich mich für den Zusammenhalt mit einer bestimmten Landschaft entschieden habe - irgendwo - und mich dem Himmel darüber auszusetzen, während ich anfänglich im Grunde genommen war unterwegs mein ganzes Leben. "

Norwegen wird oft benutzt, um über etwas anderes zu schreiben.

Es ist also der Reisende Brøgger, mit dem wir zusammenarbeiten. Es ist der wahnhafte Brøgger, der sich im norwegischen Land von Norden nach Süden verirrt. Und es ist nicht zuletzt der gesellige Brøgger, der auf seinem Weg nach diesem und dem anderen Mann sucht, um den Norweger herauszufinden. Sprechen Sie mit allen, von Tomas Espedal und Erik Fosnes Hansen bis zu Vanessa Baird und Finn Skårderud. Es kommen immer wieder spannende Gespräche heraus, aber auch leere Gespräche.

Gleichmäßiger Aufprallfluss

Naturligvis kommer Norge på banen. Det er trods alt emnet eller måske rettere påskuddet for at skrive denne bog, som egentlig er blevet til på opfordring. Det bliver en lind strøm af nedslag. Om Norges kamp for finde en identitet, der gør at man kan gemme sig lidt for alle andre og fastholde det ikke-moderne i sit væsen, men som også udmønter sig i, at man gerne iklæder sig folkelige gevandter og fejrer en nation, der stadig er ny. Om den særlige sitren mellem det højteknologiske Norge og det dybt folkloristiske Norge, der synes at trives side om side. Og om landets evne til at bevare udkant, som noget, der ikke bare er til overs. Noget, der ikke bare er til for at det urbane centrum har noget at være forskelligt fra. Det bliver en velkendt historie. En hyldest til den norske udkant, hvor kulturen efter sigende også trives, og hvor man oven i købet kan få sig en kop kaffe med mælkeskum. Ved Lofotveggen falder der ro over Brøgger. Lyset og mørket får ny mening, og hun tier stille for en stund.

Lost beauty blues

Norge bruges ofte til at have en anledning for at skrive om noget andet. Norge bliver på den måde en art prisme for samtidige fænomener og problemstillinger. Eksempelvist når Brøgger går i rette mod dem, der tror at islam og wahabismen er to sider af samme sag, og efterfølgende gør hun en dyd ud af at præcisere, at wahabismen er en kunst- og kultur-hadende ørkenkult, som i alt for høj grad og især på saudiarabisk jord har fået lov at blomstre. Eller når hun på en vandring får fastslået over for sig og dermed læseren, at hendes fremskredne alder nu gør, at hun bærer begge køn i sig. Hun er ikke længere bestandigt udsat for begærets blikke, ej længere (kun) et objekt. Derfor kan hun nu gå frit, ud på planløse vandringer, som det hedder i digt af Poul Borum. Eller her i Brøggers egne ord: «Som unge klagede kvinderne over at blive betragtet som sexobjekter. Som gamle klager de over, at de ikke er det mere. Lost beauty blues. Jeg klager ikke. Jeg synger. For mig er det optur.» Dermed får Brøgger også sat sit unge jeg i scene. Det unge jeg, der med værker som Fri os for Kærligheden (1973) und Creme Fraiche (1978), tog blikket på sig, begæret til sig, agerede erotisk på egen hånd og med dette fik frembragt det, hun i tilbageblik kalder bekendelseslitteratur.

Abonnement NOK 195 / Quartal

Boken er heldigvis en energiutladning av rang, og ordene flyter.

Brøgger læser i avisen om en norsk mand, der går i psykoterapi for at komme i kontakt med sine følelser og får så en association til hvordan vort teknokratiske samfund, hvor vi alle bliver til robotter, har gjort sproget for de menneskelige følelser særligt eksklusivt. Hun harcelerer over hvordan medierne altid vil vide, hvordan noget føles og konkluderer: «Det er aktiernes og sportens sprog, der har sat sig igennem alle sfærer. Et ekstremt fattigt sprog.» Det er muligvis en korrekt analyse, men den har næppe meget med Norge som sådant at gøre.

Impulsivt verk

Men hvad gør det også, når nu bogen heldigvis er en energiudladning af rang. ‘Apropos’ er et genkommende ord i værket. Brøgger kommer i tanke om noget apropos noget andet. Og så starter tankestrømmen, og ordene flyder. For det meste følger man som læser trop i dette essayistiske virvar, men ordstrømmen gør også værket til et meget fragmentarisk og sludrende skriv. Måske næsten en for impulsiv tekst?